Skal du have billede på dit CV? Svaret land for land

Mange CV-skabeloner har en cirkel i det øverste hjørne, der venter på et ansigt. Ansøgeren, der udfylder en af dem, har som regel et pænt portrætfoto ved hånden, for det ligger allerede på LinkedIn, og siden ser ufærdig ud uden. Så dukker spørgsmålet op, ofte få minutter før ansøgningen bliver sendt, om et CV overhovedet skal have et foto.

Rådene på nettet afgør det ikke. Én guide siger, at et foto får CV'et til at skille sig ud, den næste, at det får CV'et smidt i papirkurven, og listerne over lande, hvor et foto forventes, modsiger hinanden.

Svaret afhænger af, hvor jobbet er. Til et job i USA, Canada, Storbritannien, Irland eller Australien bør fotoet udelades. Det er ikke ulovligt at tage et med. Men amerikanske arbejdsgivere rådes officielt til ikke at bede om fotos, nogle vil helst ikke modtage dem, og rådene i de fire andre lande peger samme vej. I Tyskland, Østrig og Schweiz er et foto stadig en almindelig del af en ansøgning, og Japans officielle CV-formular har stadig et felt til et. Herunder gennemgås, hvor den amerikanske vane kommer fra, hvad eksperimenter viser, at et foto gør ved en ansøgers chancer, hvordan rekrutteringssoftware behandler et billede, og hvad rådene siger land for land.

Hvorfor et foto på CV'et bekymrer amerikanske arbejdsgivere

Den føderale lovgivning forbyder ikke et foto på et CV. Det, den forbyder, er ansættelse på grundlag af race, hudfarve, religion, køn, national oprindelse, alder eller handicap, og et fotografi viser eller antyder de fleste af dem med ét blik. Equal Employment Opportunity Commission, der håndhæver loven, beskriver konsekvensen i sin vejledning om ansættelser:

Formuleringen er forsigtig. Den samme side indrømmer, at delstatslige og føderale love ”ikke klart forbyder” den slags spørgsmål, og giver derefter grunden til at undgå dem: De ”kan bruges som bevis for, at en arbejdsgiver har til hensigt at diskriminere”. Delstaten Washington er mere direkte. Dens regel om spørgsmål før ansættelse betegner enhver anmodning om, ”at ansøgeren indsender et fotografi, obligatorisk eller frivilligt, på noget tidspunkt før ansættelsen”, som urimelig.

Alt dette er rettet til arbejdsgivere, og det er generel information, ikke juridisk rådgivning. En ansøger, der vedlægger et foto, bryder ingen regel. Fotoet bliver simpelthen arbejdsgiverens problem. En afvist kandidat kunne senere hævde, at beslutningen afhang af, hvad billedet viste, og føderale regler kræver, at arbejdsgivere opbevarer deres ansættelsesdokumenter, ansøgningsskemaer medregnet, i et år.

Det forklarer, hvordan rekrutterere reagerer. Insight Global, et amerikansk rekrutteringsbureau, siger det sådan: ”En ansættende leder vælger måske at se bort fra et CV med et foto frem for at risikere at træffe en partisk beslutning.” Det australske kontor hos rekrutteringsfirmaet Robert Half fjerner selv billedet. En af firmaets associate directors forklarer, at ”hvis du søger med dit billede på dit CV, redigerer vi det væk”, før CV'et når frem til en kunde. Universiteternes karrierecentre lærer de studerende den samme konvention. MIT's fortæller de studerende, at ”fotos generelt ikke foretrækkes på amerikanske CV'er”, og Harvards har et billede med på sin liste over ting, der skal udelades.

Hvad et foto gør ved chancen for en samtale

Om et foto hjælper eller skader, er svært at teste i USA, fordi så få ansøgere sender et, at et eksperiment ville afsløre sig selv. Som økonomen Doris Weichselbaumer bemærker, ville ”det blive betragtet som akavet at vedlægge fotografier” i USA eller Storbritannien. Dokumentationen kommer derfor fra lande, hvor et foto er almindeligt. Metoden er den samme hver gang: Forskere sender arbejdsgivere fiktive ansøgninger, der er ens bortset fra billedet, og tæller derefter invitationerne til jobsamtale.

I Israel sendte en undersøgelse, der blev offentliggjort i 2015, 5.312 CV'er i par til 2.656 ledige stillinger. Ét CV i hvert par havde intet billede, og det andet viste en attraktiv eller en almindeligt udseende mand eller kvinde. Attraktive mænd fik oftere en henvendelse end mænd uden billede og næsten dobbelt så ofte som almindeligt udseende mænd. Kvinderne vandt intet. Med forfatternes ord: ”Kvinder uden billede får markant flere henvendelser end attraktive eller almindeligt udseende kvinder”.

I Buenos Aires, hvor det var almindelig praksis at vedlægge et portrætfoto, sendte forskere 2.540 ansøgninger i 2010 med ansigter, der var ændret på computer, så de så mere eller mindre attraktive ud. CV'er med et attraktivt ansigt fik en henvendelse i 10,3 % af tilfældene og dem med et uattraktivt ansigt i 7,6 %. CV'er helt uden foto lå på 7,9 %. Dataene er 16 år gamle, men mønsteret svarer til det israelske. De eneste ansøgere, et foto hjalp, var dem, der blev vurderet som pæne, og i Israel kun mændene blandt dem.

Et foto bærer også information, der intet har med udseende at gøre. I Weichselbaumers eget eksperiment i Tyskland, offentliggjort i 2016, blev 1.474 ansøgninger til kontorjob sendt under tre identiteter, alle med billeder af den samme kvinde. Under et tysk navn fik hun positivt svar fra 18,8 % af arbejdsgiverne og under et tyrkisk navn fra 13,5 %. Med det tyrkiske navn og et tørklæde på billedet var tallet 4,2 %.

At udelade fotoet gør ikke et CV anonymt. Et ældre amerikansk eksperiment, offentliggjort som arbejdspapir i 2003, viste, at CV'er med navne, der lød hvide, fik 50 % flere henvendelser end de samme CV'er med navne, der lød afroamerikanske, og der var ingen billeder involveret. Det tyske resultat viser, hvad et billede lægger oveni. Det tyrkiske navn kostede ansøgeren mere end en fjerdedel af hendes positive svar. Tørklædet på fotografiet kostede hende mere end to tredjedele af resten.

Hvad rekrutteringssoftware gør med et billede

En tredje indvending er teknisk. Arbejdsgivere, der bruger et ATS (rekrutteringssystem), lader software læse teksten i hvert CV og kopiere den ind i en kandidatprofil. Et fotografi indeholder ingen tekst, så det bedste, det kan gøre, er ingenting.

Det værste er beskrevet i en leverandørs egen dokumentation. Greenhouse, der laver den slags systemer, nævner ”CV'er, der indeholder grafik, fotos eller word art” blandt grundene til, at CV-parsing kan mislykkes, sammen med CV'er, der har navn og kontaktoplysninger i et sidehoved, en sidefod eller en tekstboks. Konsekvensen er mildere, end advarslerne på nettet antyder. CV'et forbliver knyttet til kandidatens profil, og en rekrutterer må taste oplysningerne ind i hånden. Intet i den beskrivelse svarer til automatisk afvisning, en påstand, der som regel fremsættes uden at nævne det system, der skulle gøre det. Det er stadig en ulempe, der lægges over på netop den person, ansøgeren helst vil gøre indtryk på, uden at der vindes noget til gengæld.

Hvor et foto på CV'et stadig er almindeligt

Uden for de engelsktalende lande varierer konventionen, og de populære lister er upålidelige: Guider, der er enige om USA, er uenige om Tyskland og Spanien. Tabellen herunder bruger officielle kilder, hvor de findes, først og fremmest EURES, EU's portal for arbejdsformidling, hvis landesider blev opdateret i 2026. Hvor de ikke findes, bruger den rekrutterere og forskere, der kan navngives.

To af rækkerne viser, hvor langsomt konventionen flytter sig, også når reglerne omkring den ændrer sig. Tyskland vedtog sin General Act on Equal Treatment (ligebehandlingsloven) i 2006, og i november 2010 begyndte otte offentlige og private organisationer et etårigt forsøg med anonyme ansøgninger, hvor ansøgerens navn og billede holdes skjult. Alligevel står der stadig på EURES' side om Tyskland: ”Trods de nuværende tendenser til anonymitet i udvælgelsesprocesser er et venligt ansøgningsfoto med en neutral baggrund stadig en del af en jobansøgning i Tyskland.” Den tyske arbejdsformidling, Bundesagentur für Arbeit, fortæller nu unge ansøgere, at et foto ikke længere er obligatorisk, og tilføjer, at det stadig er almindeligt i mange brancher, og at de fleste ansættende ledere stadig gerne vil se, hvem der søger. Japans arbejdsministerium udsendte et nyt model-CV i 2021, der fjernede felterne for ægtefælle og forsørgede og gjorde feltet for køn valgfrit. Feltet til fotografiet er der stadig, med en vejledning til de tilfælde, hvor der skal bruges et foto.

EU's egne råd trækker i begge retninger. Dets Europass-værktøj til CV'er beder brugerne om at ”tilføje et professionelt fotografi af dig selv”, mens EURES skriver om Italien, at ”der ikke er nogen grund til at vedlægge et fotografi”, medmindre der bliver bedt om et. Når en tabel og et jobopslag er uenige, vinder opslaget. En arbejdsgiver, der beder om et foto, bør få et. I et land, hvor fotos er usædvanlige, vil en arbejdsgiver, der ikke siger noget, ikke have et.

Når CV'et skal over en grænse

De ansøgere, der oftest tager fejl, er dem, der søger job i udlandet, i begge retninger. En amerikaner, der søger i Tyskland, Østrig eller Schweiz, træder ind på et marked, hvor et foto stadig er normen, og rådene om, hvilken slags foto det skal være, er præcise. EURES beskriver et venligt billede mod en neutral baggrund, ”sat enten på forsiden af ansøgningsmappen eller i øverste højre hjørne af CV'et”. Hvor der skal bruges et foto, beder den japanske modelformular om et billede af ansøgeren alene, fra brystet og op. Et beskåret feriebillede opfylder ingen af de to beskrivelser.

Turen den anden vej kræver mere end at slette ét billede. Tyske ansøgninger indeholder også ”personlige data (alder, civilstand)”, som Weichselbaumers artikel bemærker, og MIT's råd om amerikanske CV'er er direkte: ”Medtag ikke personlige oplysninger om din alder, religion, helbred eller civilstand.” En tysk bogholder, der søger job hos et firma i Chicago, ville ændre toppen af siden sådan her:

LinkedIn-adressen er den eneste tilføjelse, og det er der, billedet nu hører hjemme.

Hvor fotoet hører hjemme i stedet

Intet af dette betyder, at en amerikansk rekrutterer aldrig ser ansøgerens ansigt. Ansigtet er flyttet. LinkedIn opfordrer til et foto: Virksomheden siger, at et billede giver en profil ”14 gange større chance for at blive set”, selv om indlægget, der nævner tallet, ikke forklarer, hvordan det er målt. Robert Half, firmaet, der fjerner fotos fra CV'er, kalder et professionelt portræt ”mere passende på din LinkedIn-profil end på et CV”.

Forskellen ligger i, hvem der har hvad. Et CV er et dokument, som arbejdsgiveren modtager, arkiverer og en dag måske skal forsvare en beslutning op imod. En profil er en offentlig side, som en rekrutterer måske besøger, måske ikke, og som ingen har krævet som betingelse for at søge. Et CV kan have profilens adresse i toppen, så beslutningen om at kigge ligger hos læseren.

At flytte fotoet slår dog ikke dets virkning fra. I et belgisk eksperiment, offentliggjort i 2015, blev par af ansøgninger sendt til 1.056 ledige stillinger. Kandidaterne adskilte sig kun på ét punkt, den Facebook-profil, der dukkede op, når en arbejdsgiver søgte på deres navn, og dem med det mest fordelagtige profilbillede fik omkring 39 % flere invitationer til jobsamtale end dem med det mindst fordelagtige. En amerikansk undersøgelse, offentliggjort i 2020, oprettede profiler på sociale medier for fiktive kandidater, søgte hos mere end 4.000 arbejdsgivere og fandt tegn på, at nogle af dem slog kandidaterne op. Profilbilledet fortjener derfor den omhu, en tysk ansøger giver billedet på et CV: nyt, alene på billedet og mod en ensfarvet baggrund.

Så tilbage til skabelonen og dens tomme cirkel. Til et job i USA, Canada, Storbritannien, Irland eller Australien bør cirklen væk, og det enkleste er at vælge et layout, der aldrig har haft en. Eksperimenterne giver ingen grund til at fortryde det. Et foto hjalp kun de ansøgere, der blev vurderet som pæne, og ikke engang dem alle, mens det udsatte resten for vurderinger, der intet havde med jobbet at gøre. Portrætfotoet gør mere gavn på LinkedIn, ét klik fra toppen af CV'et.

Til et job i Tyskland, Østrig eller Schweiz bliver cirklen som regel udfyldt, med et ordentligt portræt. Et foto er ikke længere obligatorisk i Tyskland, men i alle tre lande betragtes det stadig som en almindelig del af ansøgningen. Japans officielle formular giver stadig plads til et, hvor arbejdsgiveren ønsker det. Alle andre steder, og hvor der er tvivl, er det jobopslaget, der afgør det.

Sådan hjælper UseResume

I praksis handler fotospørgsmålet om, hvilken udgave af et CV der går til hvilken arbejdsgiver. UseResume er bygget til netop den ene opgave, at skrive CV'er, mens generelle værktøjer som ChatGPT eller Claude behandler et CV som endnu et dokument. Det kan importere et eksisterende CV eller en LinkedIn-profil, og det gemmer en separat udgave til hvert job, så det eksemplar, der sendes til Chicago, og det, der sendes til München, kan være forskellige overalt, hvor de to lande er det.

Hver udgave bygges i en ATS-venlig skabelon med standardoverskrifter for sektionerne og downloades som PDF. Et profilbillede kan tilføjes eller udelades, alt efter landet. CV-tjekket giver derefter resultatet en score fra 0 til 100 ud fra 37 tjek og viser, hvad du skal rette først.

Opret din konto, og lav den udgave, hver arbejdsgiver forventer.